Kunsten at ryge cigar
 

Forside

Vedtægter

Referater

Links

Cigarens opbygning

Ryg med stil

Stemnings Billeder

 

 

Sådan ryger man på en god cigar

Det er en kunst at ryge på en god cigar - det kræver en god del viden, erfaring og talent. En cigar skal nydes med respekt på samme måde, som man nyder en god flaske vin.

Den optimale nydelse opnås kun, når man giver sig tid og koncentrerer sig om cigaren.

Sådan tændes en god cigar

Fugt cigaren blidt med læberne, før den klippes, så den ikke "flosser". Cigaren klippes midt på "skulderen". Det vil sige ca. 2- 3 mm . fra cigarens spids eller afrunding. Det er vigtigt, at selve snittet er tilpas stort, så der er et godt træk i cigaren.

Benyt altid en tændstik til selve antændelsen. Lad cigaren rotere i hånden og sørg for at skabe en glød, der antænder hele kanten af cigaren i en cirkel. Hele brandfladen behøver ikke at være tændt.

Undgå at berøre cigaren med andet end selve flammen. Tag nu et par sug - gløden vil gradvist brede sig til hele hovedfladen. Først nu er cigaren rigtig "i gang".

Sæt Dem tilbage og nyd den fyldige smag samt aromaen, som kun naturen og godt håndværk har været med til at skabe. Undgå under alle omstændigheder at inhalere.

I takt med at cigaren ved rygningen bliver kortere, ændres både smag og aroma, idet røgen filtreres gennem resten af cigaren. Uanset faconen vil de fleste cigarer have den optimale smagsfylde i de første 2/3 af deres længde. Mange kendere ryger kun disse 2/3 og lægger herefter cigaren fra sig i askebægeret, hvor den stille og roligt går ud.

Husk: En cigar må aldrig skoddes!

Under rygningen bør De også nyde, hvordan asken former sig. Lad aldrig asken blive længere end 2- 4 cm . Ryg langsomt og roligt. Undgå at cigaren går ud - en genantænding vil altid give forringet smag, hvilket engang er udtrykt meget rammende med ordene: "En slukket Havaneser er som slukket kærlighed - den er vanskelig at tænde og den genopstår aldrig i sin oprindelige charme."